Bruviks Bloggerier

– hvorfor brokke, når man kan blogge

2. oktober 2017
by Peter Bruvik-Hansen
0 comments

Brug livet og vandrestøvlerne

– Se hvad jeg har med, lød det begejstret fra min voksne datter, da hun frem af sin oppakning tog de vandrestøvler, hun som teenager fik for mere end et årti siden. Efterfølgende havde hun haft dem med som en del af sit flyttegods og indbo på tre forskellige adresser, men aldrig rigtigt taget dem i brug.
Men nu skulle de for alvor stå deres prøve. De norske fjelde skulle udforskes, og sammen med hendes to – omend ikke voksne så dog myndige brødre – havde jeg fornøjelsen af deres selskab i et par fantastiske dage i norske Geilo. Her kunne jeg i samvær med dem, glæde mig over efterårsfarvede fjelde, blå himmel, rislende bække og mageløse udsigter. Fryde mig over deres fryd ved at nå fjeldets »evige sne« og kælke uden kælk.

Lade mig rive med af deres latter og indbyrdes fælles historier. Puste, svede og ømme mig sammen med dem, når fjeldstien forsvandt under fødderne på os, så vi i stedet skulle kravle på alle fire mod toppen.
Mærke den lette angst komme snigende i stoleliften, når vi fik en fælles erkendelse af, at fjeldet under os så anderledes skræmmende ud uden sne.
Opleve energien vende tilbage i takt med at dåsecola og chokolade i stille andagt blev nydt på en fjeldetop – for ikke at nævne smilet og glimtet i øje, når færgens buffet åbenbarede sig på hjemturen.

Min datters vandrestøvler nåede dog ikke at opleve så meget. Første dag på fjeldet gik de i opløsning. Gummisålerne smuldrede i større og mindre stykker, og da vi nåede toppen, var bunden stort set ikke-eksisterende.
Moralen er, at på samme måde som et par vandrestøvler har en udløbsdato, så kommer der også et tidspunkt, hvor muligheden for oplevelser løber ud. Så det gælder om at få det bedste ud af hinanden og livet inden udløbsdatoen, og før muligheden smuldrer bort.

Strøtanke, bragt i Midtjyllands Avis 2. oktober 2017