Husker du isen fra din barndom?
Spørgsmålet stod at læse på forsiden af Samvirkes juni-udgave og jeg undrede mig prompte over, hvorfor redaktionen havde valgt at fokusere på »gamle dage« og den ældre generations is-præferencer. Så mange forskellige is er der vel ikke at holde styr på, når man går 60-70 år tilbage, og fokuserer på de lokale ismejeriers treenighed af vanilje, jordbær og chokolade is.

Stor var min forbløffelse derfor, da jeg i magasinet kunne se min barndoms Kung Fu is afbilledet og måtte erkende, at jeg har nået en alder, hvor »gamle dage« ikke længere kun relaterer til mine afdøde bedsteforældres tid, men rent faktisk er et begreb, der kan hæftes på min egen barndom. »Gamle dage« var dengang, man kunne blive sendt i Brugsen efter 500 gram flæskefars og blive »skrevet«. Det kunne man også hos købmanden, hvor ungdommen i øvrigt kunne købe cigaretter i stykvis – dog først når man var konfirmeret.

Hvor en rejse med DSB fra Silkeborg over Storebælt til København tog det meste af en dag, og man fik billet til en kupe med plads til seks passagerer, der kunne rulle gardinet for døren og stikke hele overkroppen ud af det åbne vindue og råbe i ungdommelig kådhed, mens de bølgende kornmarker passerede forbi. Hvor alle vidste hvad man talte om, når man spurgte; Så du fjernsyn i aftes? Hvor der altid var sne og kælkevejr om vinteren og sommeren var lig med brune arme, fregner, sollysnet hår, lange lyse aftener med parcelhuskvarterets andre unge.

Så jo. Jeg husker godt Kung Fu isen fra min barndom. Den var rituel afslutning og højdepunktet på en tirsdags-tur i det lokale svømmebad og vakte formentlig samme glæde hos mig, som den appelsin min mormor kunne huske hun fik til jul i sin barndom i »gamle dage«.

På den anden side, bragt i Midtjyllands Avis 18. juli  2016