– Vi bliver nødt til at købe et sommerhus, kom det overrumplende fra min kæreste, da vi for halvandet år siden kørte rundt på en afsides landevej i Thy.
Argumentet var nødvendigheden af et sted til de mange loppefund, vi havde gjort under vores weekendtur i det nordjyske. Sammen med krabbeskjold, sten og vraggods fra stranden, kæmpede de nu om den sparsomme plads i bilen.

– Selvfølgelig skal vi det, svarede jeg, og så for mig et mindre sommerhus i klitterne, hvor vi kunne trække os tilbage for at slappe af. Blot et stenkast fra Vesterhavet, men i læ for vinden. Med plads til alle ungerne, deres påhæng og hang-arounds. I belejlig afstand til offentlig transport, men i behørig afstand til naboer, lege- og campingpladser, feriecentre og hovedveje.
Med plads til leg og begejstring, tosomhed og ensomhed, samt ikke mindst plads til loppefund
Vi leder stadig.

For stort, for småt, for grimt. For gammelt, for nyt, for vindblæst. For hengemt, for dyrt, for billigt.
Vi har set det hele. Fra Ebeltoft i øst, over Frederikshavn og Skagen i nord. Via Jammerbugten, Klitmøller og Agger – helt ned til Blåvand. Ja, sågar fritidshuse på Fyn og Nordsjælland har været i søgelyset. Senest var vi forbi mulige emner i Stenbjerg og Vorupør, og på hjemvejen trykkede vi næserne flade mod vinduer på den nordlige side af Nissum Bredding.
Vi leder stadig.

Men vi bliver nødt til at købe et sommerhus. Ikke mindst fordi der altid er et godt loppemarked lige i nærheden, når vi er ude for at se på sommerhuse. Gang på gang fyldes bilen op med uundværlige effekter, brugskunst og mindre møbler til det sommerhus, vi skal have. Og så også fordi, jeg trænger til at kunne køre ud til sommerhuset for at slappe af. For det er hårdt arbejde at finde sommerhus.

Strøtanke, bragt i Midtjyllands Avis 28. august 2017