– Skal du til at sy, lød det på en gang både muntert og tvivlende, da jeg trådte ind i de hellige gemakker hos byens lokale stofpusher.
– Ja. Det skal jeg faktisk, svarede jeg, mens jeg lod blik og fingre glide søgende hen over de utallige ruller med stof, der bød sig til.
– Et dynebetræk til mit kommende barnebarn, sagde jeg ikke uden en vis portion stolthed, der ikke kun skyldes udsigten til at blive morfar, men i lige så høj grad også skyldes det faktum, at jeg netop havde bekendtgjort, at jeg kunne sy.
For man kan, hvad man vil.Hvor svært kan det egentlig være at folde et stykke stof på midten, og sy det sammen i siderne. Godt nok har jeg også planer om at tilføje en ekstra detalje, idet et mellemværk fra gammelt pudebetræk skal indgå i projektet. Men med et kørekort til Husqvarna-symaskine taget i 1980’ernes håndarbejde i baghånden, må det gå.Godt nok mindes jeg stadig korsstingsbroderiet til min mormor og morfar, der egentligt skulle have været med tre flotte heste, men nærmere endte med at være tre muldyr. Og strømperne vi alle blev sat til at strikke, der for mit vedkommende endte med at blive en enkelt »pose« til glasperler. I øvrigt venligt men bestemt færdigstrikket af min afdøde klasse- og håndarbejdslærer.
Men man kan, hvad man vil.
– Et dynebetræk til mit kommende barnebarn, sagde jeg ikke uden en vis portion stolthed, der ikke kun skyldes udsigten til at blive morfar, men i lige så høj grad også skyldes det faktum, at jeg netop havde bekendtgjort, at jeg kunne sy.
For man kan, hvad man vil.Hvor svært kan det egentlig være at folde et stykke stof på midten, og sy det sammen i siderne. Godt nok har jeg også planer om at tilføje en ekstra detalje, idet et mellemværk fra gammelt pudebetræk skal indgå i projektet. Men med et kørekort til Husqvarna-symaskine taget i 1980’ernes håndarbejde i baghånden, må det gå.Godt nok mindes jeg stadig korsstingsbroderiet til min mormor og morfar, der egentligt skulle have været med tre flotte heste, men nærmere endte med at være tre muldyr. Og strømperne vi alle blev sat til at strikke, der for mit vedkommende endte med at blive en enkelt »pose« til glasperler. I øvrigt venligt men bestemt færdigstrikket af min afdøde klasse- og håndarbejdslærer.
Men man kan, hvad man vil.
Så nu har jeg købt det fineste blå og hvidternet stof, og er begyndt at sprætte den gamle pude op, så jeg kan få mellemværket fri. Jeg tror, det bliver så fint, og med mine strikkeevner – og det faktum, at min svigersøn allerede har strikket en bamse til mit kommende barnebarn, er det ikke den vej, jeg skal hen ad.
Så nu skal jeg i gang. Alt er klart.
Det eneste jeg lige mangler, er at tage min mor i ed som backup. For man kan, hvad man vil. Min mor kan i hvert fald.
Strøtanke, bragt i Midtjyllands Avis 11. oktober 2019