Hvordan spørgsmålet blev stillet, husker jeg ikke. Men fødselsdagsgæsterne omkring bordet hvor jeg sad, kunne alle huske scenen; Kirsten Lehfeldt som sygeplejersken, der serverer spaghetti med strittende kogte pølser for en meget undrende Aage Haugland.
Vi taler selvfølgelig om 80’er filmen Flamberede Hjerter, hvor Kirsten Lehfeldt spillede overfor…? Ja, hvad hed han egentlig? Ham det dumme svin? Ham der altid bliver castet til usympatiske roller i danske film. Ham, der også var ond og uhyggelig i Guldregn og ikke mindre ubehagelig i Taxa.

Vi var et par stykker, der reflektorisk greb mod mobilen i lommen, og næsten simultant udbrød »Det googler vi«. For Google har svaret på alt. Heldigvis lod vi telefonerne ligge for i stedet førte samtalen os vidt omkring. Hed han ikke Henning Jensen? Nej. Det er ikke ham. Selvom han også ofte ses i mindre sympatisk roller. Og er der ikke noget med, at han næsten sprang ud som alvorligt psykiske syg med invaliderende depression under et tv-interview. Og hvordan mon det er…? At have en psykisk diagnose, samtidig med at skulle klare sig gennem hverdagen – og film- og teaterroller… Og er det i øvrigt ikke ham, der er gift med Solbjørg Højfeldt, lød det, hvorefter samtalen kom ind på såvel »Landsbyen«, Waage Sandø og Triers »Riget«.

Efterhånden blev det oprindelige spørgsmål underordnet og ligegyldigt. Samtalen tog over og levede sit eget liv. Bragte os rundt i filmens, teatrets og kunstens verden. Fik os til at reflektere, byde ind, berige, underholde, sanse og lytte og flytte hinanden. Og det er det, samtalen kan. Bevæge os uden et egentligt mål. Samtalen er målet i sig selv.

Det »dumme svin« fra Flamberede Hjerter hedder i øvrigt Torben Jensen. Jeg googlede det. Men heldigvis først efter samtalen havde forført os til at blive en lille smule klogere på os selv og hinanden.

På den anden side, bragt i Midtjyllands Avis 26. oktober 2016