»Det er jo ikke sikkert, man får det man ønsker sig. Det kan jo være, man får noget helt andet«.
For nogle glade julegavegivere er det næsten blevet et mantra og en livsstil at finde alternativer til de årlige ønskelister, som familiemedlemmer, venner og bekendte begejstret afleverer hvert år. Men ikke hos mig.

Hvad er formålet med at aflevere alenlange ønskelister med henvisninger til butikker, links til hjemmesider og priser, hvis man alligevel ikke får, hvad man ønsker sig. Jeg oplever julen som en oplagt mulighed til at få suppleret garderobe, bogreol og maskinpark i køkkenet med nogle af de ting, jeg det forgangne år har erkendt, at jeg har rigtig meget brug for.

Personligt begynder jeg allerede i oktober at ajourføre ønskelisten fra sidste jul. Så er den klar, når der er bud efter den. I år er der gengangere som bøger af forfatterne Daniel da Silva, Arnaldur Indridason og Robert Galbraith, mens en hvid riflet sukkerskål, stegepincet, decilitermål og en springform er nye på den liste, jeg i løbet af året har erkendt, er »must-haves« og selvskrevne juleønsker.

Så lad være med at give mig otte nøgler grønt uldgarn til en sweater (som min mor i givet fald skal strikke!). Det har jeg prøvet. Når man står der som 10-årig med otte nøgler garn i favnen, føler man virkelig med Jesus i krybben. Lille, kold og sulten. Og så kommer de. De Tre Vise Mænd med deres gaver. Guld, røgelse og myrra. Til en nyfødt! Hvori ligger det vise i det gavevalg? Giv dog knægten noget, han kan bruge.

Så ja tak. Giv mig det, jeg ønsker mig. Nej tak til en ny toilettaske, kuverter, opvaskebørste og fleecetæppe. Og nye håndklæder? Det bliver også et nej herfra. Et lille, men markant nej.

Er du i tvivl, så sender jeg gerne en liste med det, jeg ønsker mig.

På den anden side, bragt i Midtjyllands Avis 21. november 2016