Bruviks Bloggerier

– hvorfor brokke, når man kan blogge

Afslutning som begyndelse

| 0 comments


Har du børn, har du ganske sikkert stiftet bekendtskab med udtrykket »Øv, skal vi allerede hjem«. Det er en typisk kommentar fra familiens mindste, der med noget nær hundrede procents sikkerhed bliver udtrykt, når familiebesøget er overstået, den sidste tur i forlystelsen er fuldført, rulleteksterne løber over lærredet i biografen eller den sidste sodavand under aftenhyggen hos vennerne er drukket.

»Nej, ikke nu« er en anden kommentar, der med usvigelig sikkerhed bliver brugt, når tv’et slukkes lørdag aften, når Wii må vige for pyjamas, og når legen kræves erstattet med lektier. Og egentlig er der ikke noget at sige til ungernes umiddelbare modstand for at stoppe den igangværende aktivitet.

Hvem kender ikke ønsket om at kunne trække afslutningen blot lidt længere? Det kan være ferien eller besøget hos venner og bekendte, stilheden i haven en sommeraften, hyggen med en god bog eller blot »øjeblikket«, hvor man er i nuet. Måske har den netop overståede vinterferie betydet, at du selv har ønsket at kunne strække det tidspunkt, hvor du og familien skulle sige farvel og dermed forlænge oplevelsen lidt længere.

Men det er jo heldigvis et godt tegn, når såvel børn som voksne ønsker at kunne trække afslutningen lidt længere. Det betyder jo blot, at aktiviteten er noget, der optager, glæder og beriger den enkelte. Og den omvendte situation virker også modstridende.

Det er i hvert tilfælde ikke optimalt for gæstfriheden og familiesammenholdet, hvis ungerne begejstret strækker armene i vejret og højlydt udbryder et »yes«, når de får at vide, at familiesammenkomsten er slut. Eller hvis de spontant udbryder »endelig«, når de får at vide, at ferien er ved at være slut. Så heldigvis er vores ønske om at trække afslutningen blot et udtryk for, at vi har det godt i situationen.

Men når nu »alting har en ende«, er det vigtigt at vende det til noget positivt. En afslutning er jo sjældent definitivt, og oftest nødvendig for at komme videre. Hvis vi ikke tager hjem fra ferien, kan vi ikke tage af sted på en ny. Hvis vi ikke siger farvel til familie og venner, kan vi ikke glæde os til gensynet. Hvis vi ikke forlader biografens mørke, kan vi ikke drømme os tilbage, og hvis ikke ungerne bliver mødt med krav om lektier og sengetid, kan de heller ikke se frem til at skulle fortsætte deres aktiviteter på et andet tidspunkt. Så det er faktisk ganske enkelt, selv om man i »nuet« måske glemmer det: En afslutning er nødvendig for at kunne begynde og for at kunne glæde sig. For at se fremad, er det nogen gange nødvendigt at afslutte.

Skriv et svar

Required fields are marked *.