Hvad blev der af det traditionelle brev, der i hast eller med stor omhu blev skrevet, puttet i kuvert, frankeret og sendt.
Brevet, man vidste ville komme fra bedsteforældrene, når man var syg. Den personlige hilsen til fødselsdagen og det lille kort fra familien på Sjælland, der blot ville høre til ens velbefindende.

Ja, svaret er vel kort og godt, at vi er blevet for dårlige til at sætte os ned og skrive et brev. For et brev kræver omtanke og idé, og så er der prisen.  Inden man har set sig om, har det kostet en formue, inden Post Danmark har forsendelsen og ekspederer den videre.
Men heldigvis findes der alternativet. E-mail. Den elektroniske hilsen, der sikrer at vi opretholder kommunikationen med venner, familie, naboer, kolleger, skolekammerater, foreningsmedlemmer, bestyrelser, politikere, forvaltning, renovationsselskab, elforsyning, færgeselskab, feriehotellet, køkkenfirmaet og skolen.

Og det er godt, for det sikrer en stadig strøm af informationer og meningsudvekslinger, der ikke tidligere har fundet sted. Omvendt er antallet af mindre gode og mindre velovervejede »breve« steget til uhørte mængder.
Personligt er jeg flittig bruger af Internettet, og dagligt korresponderer jeg med andre e-mailbrugere. 843 afsendte mail fra hjemmecomputeren er det således blevet til siden 25. januar 2008, hvilket jeg ikke finder foruroligende stort. Langt hovedparten af de afsendte mails vedrører mit engagement i det lokale foreningsliv, og alle mails er naturligvis elevante og nødvendige.

Og det gælder i sagens natur også de tilbagemeldinger og andre input, jeg får fra foreningsmedlemmer »i den anden ende« – selv om mailstrømmen til tider kan virke overvældende. Så overvældende at man i et kort øjeblik drømmer sig tilbage til tiden, hvor kommunikation skete via traditionelt brevskriveri.
I denne uge har min indbakke på det nærmeste haft åndenød og kvalme over de mange mails, og jeg selv halser håbløs bagefter for at få givet afsenderen et konstruktivt og brugbart svar.

Jeg skal naturligvis nok nå det, men det kan synes svært, når listen af mails blot vokser og vokser. Heldigvis er jeg endnu ikke nået dertil, hvor jeg som en sidste håbløs udvej erklærer mig E-mail konkurs«. Fænomenet er de senere år set brugt flere steder og går i al sin enkelthed ud på, at man sender en e-mail til alle kontakter i sin adressebog, hvori man skriver, at man erklærer sig selv E-mail konkurs og har slettet alle sine ubesvarede mail. Hvis modtageren fortsat ønsker svar, skal de så sende en ny mail.

Så brug internettets muligheder for udbredt kommunikation og medmenneskelig kontakt og meningsudveksling – men brug dem med omtanke.
Ellers risikerer du og jeg at gå E-mail konkurs.