Jeg lægger på nu.
Ordene blev modtaget i en net-chat, og blev skrevet til mig som afslutning på en samtale.

Jeg rystede på hovedet, for hvem i himlens navn »lægger på« i en højteknologisk verden anno 2013. At »lægge på« hører jo en svunden fortid til, hvor fastnettelefon med trykknapper eller drejeskive satte den kommunikative og sociale dagsorden.

Men jeg er ikke bedre selv. Forleden bad jeg en kammerat om at »hænge på«, mens jeg lagde mobilen fra mig et øjeblik. Hvad er det, man skal hænge på? Det handler naturligvis om at holde koncentrationen eller fokus, mens der sker en eller anden forandring. Men oprindeligt? Er det toget, man skal hænge på? Bussen? Eller måske kammeratens skulder, mens man siddende på sin cykel lader ham trække sig afsted på knallert?

Vi bruger ord og vendinger, hvis mening og oprindelse fortaber sig i en sproglig urtid. Eksempelvis begrebet »pinlig ædru«! Hvorfor er det pinligt, at være ædru? Formentlig fordi ordet pinlig er afledt af pine, og dermed bliver det en pine at være i selskab med fulde folk, når man selv er ædru.
Så det er »godt nok«. Eller er det?

Hvornår er det man beskæftiger sig med udført godt nok og hvem vurderer det? »Sjovt nok« bruges vendingen oftest med modsat fortegn. Tænk blot på SiF, BSV, Regeringen, KL, Lærerne, DSB, fodboldlandsholdet og vejret. Det er ikke godt nok
Men »stille og roligt« forholder jeg mig til ord og vendinger og tænker mit, når jeg får at vide, at jeg er »et jern« i et køkken. Er der eventuelt tale om et strygestål? Og hvordan kan det i det hele taget være positivt at være et jern?

Jeg lægger på nu!

Bagtanke, bragt i Midtjyllands Avis 10/04 2013