Bruviks Bloggerier

– hvorfor brokke, når man kan blogge

Der sker for lidt

| 0 comments

Der sker for lidt i Silkeborg.
For lidt til at det for alvor bringer by og kommune på landkortet. For lidt til at glæde og begejstre længere væk end Hørbylunde Bakke, Sorring Loddenhøj og Hampen Sø.

For få drømmer store tanker om byen og kommunens fremtid. Færre tør sige dem højt. Tilsyneladende er det middelmådigheden og den navlebeskuende selvtilfredshed, der trives bedst. Alt for mange hænger fast i moselig, jazz, rutebåde, søer og skove.
Men drøm dog stort og højt.

Drøm om en letbane fra Aarhus, der med endestation under Torvet i den kommende P-kælder sender kunder fra det østlige opland ind i hjertet af Silkeborg. Drøm om en strandpromenade langs Søvej og Silkeborg Langsø, hvor siv er afløst af strandsand, og hvor overskydende jord fra letbane og p-kælder benyttes til etablering af en kunstig lagune i langsøen.

Drøm om tunnel fra strandpromenaden til det kommende Jorn Museum på Søtorvet, hvor Kvickly i mellemtiden er flyttet til en ny placering i Nordskoven. En placering tæt ved en fritlagt og offentlig tilgængelig Lillesø, og placeret i naturlig forbindelse med den kommende forlængelse af Drewsensvej. Med bybusser til døren og parkeringsforhold etableret på en måde, så området også kan benyttes rekreativt udenfor åbningstid.

Drøm om mindre middelmådighed, større udsyn og bredere horisont.
Men først og fremmest drøm stort og højt

Bagtanke, bragt i Midtjyllands Avis 28/08 2013

Skriv et svar

Required fields are marked *.