Hvem har egentlig bestemt, at det er en større præstation at svømme tværs over Silkeborg Langsø end at løbe sin bus op, og efterfølgendekaste sig ned på sædet med blodsmag i munden og sløret syn?

Hvem har konkluderet, at det at cykle Julsø rundt er en bedre bedrift end at gøre sit hus rent på to timer. Og hvilken forskruet hjerne har fået gennemtrumfet, at det er flottere at løbe en 42 kilometers marathon på en tid omkring de to timer end at drikke 10-12 genstande i samme tidsrum.

Udholdendehed og styrke udmåles og defineres med stor individualitet. Personligt synes jeg eksempelvis, det er er stor bedrift, at vinderne af årets ølstafet rundt om Almindsø, klarede turen på en tid omkring 20 minutter. Men det er som om, denne bedrift kun får hovedrysten og himmelvendte øjne af »rigtige« sportsfolk. Eksempelvis de kolleger, der – og al ære og respekt for dem – løber såvel hel- som halvmarathon. Og som et bevis på udholdenhed og styrke dagen efter kommer humpende på flade fødder, hvilket afkræver naturlig respekt i omgangskredsen.

Men når jeg kommer trækkende på begge ben med skinnebens-betændelse fordi jeg utrænet forsøgte at nå bussen, afføder det ikke respekt. Tværtimod. Så er det helt andre kommentarer, der komplimenterer min bedrift. Og det på trods af, at jeg rent faktisk gennemførte mit forehavende.  Det er også derfor, jeg ikke fortæller, at jeg er øm i brystmuskulaturen og lægmuskler på grund af sexuelle bedrifter. Det er som om, den type af skade blot medfører latter.

Men jeg forstår nu stadig ikke, hvordan det kan være, at gennemførelsen af en halvmarathon giver lagt større respekt og social anerkendelse end et godt gennemført samleje.

På den anden side, bragt i Midtjyllands Avis 23. juni 2015