Jeg har altid haft et godt sovehjerte. Kan læse mig selv i søvn til spændende krimier, og når jeg slutter dagen af med at checke de seneste nyheder på mobilen, går der ikke mange sekunder fra jeg lægger den fra mig, til jeg er i dyb søvn.
Jeg har derfor stor sympati for mennesker, for hvem søvnen ikke kommer naturligt. For hvem tankemylder, refleksioner, arbejdsopgaver, logistik og bekymringer tager over, så natten og den manglende søvn bliver invaliderende i stedet for at virke helende og livsgivende.
Så jeg værner om min søvn. Ser den som en fantastisk mulighed for at tanke energi og liv. Glæder mig over evnen til at finde ro og hvile og gør meget for at bevare optimale forhold, der hvor jeg nu går til ro.

Af samme grund forærede jeg for nylig mig selv to nye dyner. Fyldt med andefjer og dun. Og med nyt sengetøj gik jeg til ro med stor tilfredshed og følte mig privilegeret, glad og harmonisk. Blot for at konstatere, at den efterfølgende nat blev den længste og mest urolige i mands minde. Og det fortsatte…

De følgende nætter har givet den samme oplevelse. Vågner tre-fire gange. Vender og drejer mig. Forsøger at finde årsagen i min trætte hjerne. Men den er tom. Intet tankemylder eller refleksioner, der på det bevidste eller ubevidste plan kan være årsagen. Efter næsten tre uger med urolige nætter, har jeg valgt at overgive mig. Har spurgt min kæreste, om hun vil have to nye dyner og tilhørende hovedpuder, og har besluttet at tage mine to gamle trofaste dyner til nåde og bringe dem tilbage til sengen. Har erkendt, at der er ting, man ikke skal pille ved, hvis det fungerer. Og det gjorde mine gamle dyner. Så nu skal jeg have dem fundet frem igen.
Og i nat sov jeg så som en sten!

Strøtanke, bragt i Midtjyllands Avis 13. december 2017