– Hun er da mega lækker, lød det fra min chef, da jeg en fredag eftermiddag stak hovedet ind for at ønske god weekend.
Jeg smilede og kommenterede, at han og jeg nok ikke var de eneste, der havde et crush på hende. Selv var jeg meget betaget af hendes lange ben, der i den karakteristiske røde kjole med den høje slids, oftere lod den bare hud lufte end ikke. Og så havde hun et fantastisk stort sort hår, der matchede godt til hendes mørke glød.

– Alle friske drenge, der har læst Sølvpil har vel været vild med Månestråle, grinede jeg og bemærkede, at jeg også huskede en spirende og ny fornemmelse i kroppen, da jeg som ganske ung knægt gik på opdagelse i Kim bøgernes univers og mellem linjerne kunne forstå, at der foregik noget spændende og nyt mellem Kim og Katja.
Jeg nævnte et par andre piger fra fantasiens brogede og mangfoldige univers, som jeg husker at være stødt på i mine tidlige teenage år
– Og så lige pludselig sad man der og kiggede begejstret på fjernsynet, der sendte tennis med Chris Evert. Og hvad med Lene Køppen, lød det fredagskækt fra min chef.

Hmm, tænkte jeg. Tennis og badminton… Hvis der endelig skulle være en tennisspiller, der satte mit blod i kog, måtte det være Gabriela Sabatini. Men det var vist et ti-år senere
– Jeg tror jeg sprang sportsprofilerne over og gik direkte fra tegneserierne over i Kurt Thybos kvindeunivers i Ugens Rapport, sagde jeg, hvorefter vi begge grinede højt og indforstået.

I dag – 35 år senere er der andre boller på suppen, som man siger. Men den ungdommelige begejstring vækkes stadig. Ikke i fantasiens verden, men sammen med min kæreste. Hun er hverken langlemmet eller mørkhåret og har heller ikke en eksotisk mørk glød. (Selvom hun på et tidspunkt har sagt, at hun faktisk nedstammer fra afrikanske slaver). Men hun er sød og dejlig. Og så er hun min helt egen Månestråle.

Strøtanke, bragt i Midtjyllands Avis 5. marts 2018