»Sometimes the fastest way to get there is to go slow«, synger Tina Dickow i sangen Count to ten.
Selv om det umiddelbart lyder selvmodsigende, giver ordene i en fortravlet verden, hvor tid er blevet en mangelvare, god mening. For i et samfund, hvor mange har travlt – og andre har travlt med at fortælle, de har travlt – er der behov for at stoppe op og reflektere over, hvor vi er på vej hen. Som individ, familie og samfund.

I iveren for at registrere, producere, manifestere og opfylde egne og omgivelsernes mål, glemmer vi at se på, om måden vi gør det på, er den bedste.
Med Dickows ord i baghovedet handler det i min optik om, at vi giver os selv og hinanden lov til at stoppe op og reflektere over egne værdier. For måske når vi hurtigere et bedre resultat eller et mere attraktivt mål, når vi sætter farten ned og går langsomt.
Al udvikling sker, når det første skridt tages i en anden retning, og personligt har jeg erkendt, at målet om at nå basecamp på Mount Everest inden jeg fylder rundt næste gang, ikke bliver aktuelt.

I stedet for Himalaya, eller for den sags skyld andre fjerne destinationer, udstikker jeg i stedet kursen mod hjemlige rejsemål som Tønder, Jelling, Klitmøller, Skagen, Aalborg og Lønstrup, hvor jeg sammen med min kæreste glædes over de lokale rejseoplevelser, der findes her. Oplevelser, der næres gennem »slow-talk« i bilen, når vi kører fra motorvejen og ad mindre befærdede veje finder frem til nye mål. Fysisk og mentalt.

Og det er egentlig mit budskab. At rejsen mod et bedre jeg, ikke nødvendigvis skal foretages i overhalingsbanen på vej mod fjerne mål, men lige så let kan ske på en bivej i Thy eller på Mors – eller på en udflugt til Fur, hvor jeg har tænkt mig at bruge det meste af en dag med hovedet nede i moleret. I forsøget på at finde 55 millioner år gamle fossiler og en bedre udgave af mig selv.
»Sometimes the fastest way to get there is to go slow«.

Strøtanke, bragt i Midtjyllands Avis 12. april 2018