Jeg er typen, der godt kan lide hverdagen. Holder af normalitet, genkendelighed og faste rammer. Hylder princippet om at man ikke bør ændre på tingene, hvis ellers det hele fungerer. Tasker bør pakkes på samme måde og stables i bagagerummet som sidst. Turen til arbejde skal helst ske ad en bestemt rute, opvaskemaskinen tømmes på samme måde og fødselsdage fejres som sidst.

Specielt omkring sidstnævnte er jeg lidt presset i dag, hvor min søn fylder år. 

Ikke at han pludselig har fødselsdag en anden dag end ellers, men fordi han ikke er hjemme til at blive fejret.

Og det er altså noget kludder, når jeg ikke kan vække ham med fødselsdagssang, gavebord, lune rundstykker og nutella flankeret med Dannebrog. Faktisk synes jeg, det er lidt for dårligt, at han på den måde har valgt ikke at være hjemme, når han nu har fødselsdag. Det er trods alt ikke hver dag, man fylder 22 år!

Heldigvis er han blandt gode jævnaldrende venner. Formentlig i den bolivianske hovedstad Las Paz, hvor han ifølge sidste opdatering skulle checke ind forud for sin fødselsdag. Og jeg er ret sikker på, at hans rejsekammerater nok skal sørge for at fejre ham. Som unge mennesker nu fejrer sig selv og hinanden. 

Men det bliver uden gave fra sin far, der forgæves har spurgt efter ønskeliste. »Det er lidt svært at forholde sig til ønsker, når man bor i en backpack«, svarede han, da jeg for et stykke tid siden efterspurgte et ønske.

Han har sikkert ret. Og jeg må hellere vænne mig til den nye virkelighed, hvor børn er blevet voksne, og ikke længere skal vækkes med sang på deres fødselsdag. Men morgenmaden i dag – det blev rundstykker og nutella flankeret af Dannebrog.

Strøtanken, bragt i Midtjyllands Avis 21. november 2018