Jeg planlægger bryllup. Et stor og romantisk bryllup, men familie, venner og bekendte. Med små italienske retter og vine, hvid brud og levende musik.

For god ordens skyld – og som en note til min kæreste – er det ikke mit eget bryllup, men derimod min bedste ven fra gymnasietiden, der sammen med sin kommende hustru har inviteret. Ikke til et traditionelt suppe-steg-is bryllup i det lokale forsamlingshus, hvor man kender såvel ramme som indhold, men et bryllup, der holdes under italiensk himmel og byder på et par dages socialt samvær med brudepar og gæster.

Og netop udsigten til et bryllupsforløb, der strækker sig over flere dage, udfordrer mig lidt på de sociale kompetencer. For som brudgommen med reference til min til tider manglende social udholdenhed i gymnasietiden bemærkede for et par år siden; »Du var jo sådan en, der kunne tage en pakke smøger og en håndfuld øl og bure dig inde på dit værelse, når vi andre var for sociale«.

Så jeg planlægger bryllup. Planlægger hvordan jeg finder energien til at være den bedste gæst, som brudeparret fortjener. Planlægger, om jeg skal stå for underholdning eller blot spille blokfløjte og sørge for det musikalske akkompagnement, når bruden føres frem. Planlægger at gå i fitness for at kunne hoppe i poolen uden at skabe oversvømmelse. Overvejer sågar at lære at spille guitar for at kunne synge og spille! for brudeparret…

Planlægningen handler om, hvordan jeg kan være i bryllupsselskabet, så jeg formår at være lige netop den gæst og ven, som brudeparret forventer – samtidig med mit til tider vigende behov for socialt samvær.

Men det skal nok gå. For som min nærmeste kollega pointerer; To dage i Toscana med sol, godt selskab, sin kæreste i hånden, vin og mad. Det kræver sgu ikke meget planlægning.

Strøtanke bragt i Midtjyllands Avis 29. januar 2019