Jeg kiggede i det personstore spejl og så mig selv stå i noget, der skulle minde om en afslappet positur.

Men det var svært, for Emin – mit nye bekendtskab – sad knælende bag mig, mens han på en gang øvet og betænksomt fortsatte sit arbejde mellem mine ben og omkring mit skridt.
Den havde jeg godt nok ikke lige set komme, tænkte jeg.Samme tanke gjorde sig formentlig gældende for min bedste ven og kommende brudgom, der – som tidligere omtalt i disse spalter – skal giftes og har inviteret til forårsbryllup under den toscanske forårssol.
Et par timer tidligere havde jeg dristet mig til at spørge ham, hvad han og hans kommende hustru havde gjort sig af tanker i forhold til brylluppets dresscode.
– Jeg tror, mange kommer i slips, sagde han smilende, mens han skævede til min mundering, der blandt andet talte en hvid Robert Redford-agtig sweater, blå dynevest og en strikhue, hvis oprindelse fortabte sig i tåger af samme grålige nuancer som den maskinstrik, der dækkede mit hoved.Skal det være slips så lad det være slips, tænkte jeg og fortalte min ven, at jeg for min kæreste havde luftet tanken om at investere i et nyt jakkesæt. Et jakkesæt, der kunne stå mål med bryllupsinvitationen, den italienske ramme og brudens hvide drøm af en kjole, som hun efter syv måneders søgen, netop havde fundet.
– Cool, svarede min ven. Vi kan da tage ind og se på mulighederne.

Derfor stod jeg nu i en større herreekviperingsafdeling og fik øjenkontakt med mit nye jeg i det store spejl, hvor jeg kunne se, at antallet af hænder beskæftiget omkring den nederste halvdel af min figur var øget fra to til fire.
Jeg smilede for mig selv. Sådan havde jeg aldrig fået den før, tænkte jeg og konstaterede, at der er en første gang for alt.

Også for et bryllups-designerjakkesæt, der skal lægges ind og lægges op. Det bliver så godt …
Strøtanke, bragt i Midtjyllands Avis 12. marts 2019