– Kan du bruge morfars gamle skrivebord eller hans stereomøbel, spurgte min søn.

Han er ved at gøre status over sit liv, der indtil nu har passeret 22 somre og genereret en uhørt bunke memorabilia, der til hans mors store fortrydelse fylder godt i skuffer og skabe. Forleden fandt – og færdigbyggede – han således et Airfix DC3 fly, som han havde gemt og passet på, siden han fik det i julegave for 15 år siden. Skufferne gemmer dog alt muligt andet.

Tøj, der er for småt, tomme deodoranter og krøllede plakater. Spil, masker, julepynt, glansbilleder og frimærker. Foruden hoppebolde, fødselsdagshilsner, fotoalbum og dvd-film. Alt sammen baggrundstapet i hans unge liv og medvirkende til at forme ham til den, han er.
Statusoprydningen skyldes et spirende voksenliv med studie og egen postadresse i København, der ikke levner plads til alt guld, han har samlet sammen i barn- og ungdommen. Men ud skal det ikke, og jeg har lovet ham plads i mit kælderrum.

Her står i forvejen fire store røde Ikea-kasser med lego, tre store bedrollers med playmobil, en kasse med bondegårdsdyr og tilhørende traktor og landbrugsmaskiner, kasser med biler og bøger samt en kælk. Og bagerst står posen med mine skolebøger fra 1970’erne, en gammel mælkespand, en stor dekorativ trærod, korsstingsbroderiet der hang over min barneseng samt resterne af et Märklin tog-projekt og en skotøjsæske med konfirmationssange.

Så evnen til at se værdi i det meste, har han ikke fra fremmede. Nu håber jeg, han vil have samme holdning, når han en dag står med en datter eller søn, der skal flytte hjemmefra, og har lige så meget guld samlet sammen. Og hvis ikke, så skal farfar nok passe på det for dem. For der er altid plads til mere guld.

Selv hans morfars gamle stereomøbel, der nu er flyttet ind i min lejlighed.

Strøtanke,bragt i Midtjyllands Avis 20 maj 2019