Bruviks Bloggerier

– hvorfor brokke, når man kan blogge

Jeg drømmer om mormormad

| 0 comments

– Jeg stemmer for kogt tunge med salat, sagde min kæreste med et glimt i øjet. Med »løg« på, tænkte jeg, for jeg vidste, at det der med at spise noget andre har haft i munden, ikke er noget, de har dyrket ret meget i hendes familie.

Den kogte tunge kom på banen, da jeg hos mit fædrene ophav havde været nede i bunden af en halvmast flyttekasse og genfundet en rød plastikboks. En boks fyldt med ikoniske samlekort med opskrifter på menuer til stort og småt fra begyndelsen af 1970’erne. De nyfundne opskrifter på kulinariske oplevelser sendte mig i ukontrollerbar tankeflugt tilbage til en tid, hvor farserede porrer, forloren hare, rosenkålsgratin og kogt blomkål med rejer og æg blev serveret med største selvfølgelighed.

I tankerne fortsatte flugten til min barndoms køkken hos min morfar og mormor på Vestfyn, hvor duften af klatkager, blodpølse og koteletter stegt i genbrugt svinefedt fra frikadellerne blandede sig med aromaen fra den grydestegte kylling og tilhørende brune sovs. Og hvad skete der egentlig med klassikeren hyldebærsuppe med æbler og brødtern, hørte jeg mig selv spørge ud i rummet.

Eller hjerter i flødesovs, øllebrød med æggesnaps til morgenmad eller den sammenkogte ret med skinkesmåkød, champignon, bacon, cocktailpølser og gulerødder – serveret med kartoffelmos?
Jeg smilede ved mig selv og glædede mig over, at jeg i min reol har min mormors kogebog stående. Den kogebog, hvor hun 1943 og de følgende 65 år noterede sine opskrifter.Jeg tror den skal støves af, for der ligger en skat og venter på at blive genfundet, tænkte jeg, mens jeg smed en frysepizza til 14,98 kroner i ovnen.Strøtanke, bragt i Midtjyllands Avis 12. april 2019

Skriv et svar

Required fields are marked *.