De sidste 30 år har Silkeborg mageligt lænet sig tilbage i selvtilfredshedens polstrede Ikea-sofa og herfra formået at placere sig dovent på det midtjyske verdenskort.
Med en udpræget ”vi-er-bare-så-gode” holdning har hr. og fru Silkeborg klappet hinanden og sig selv på skuldrene og forsikret hverandre om byen og egnens fortræffeligheder.
Udefra betragtet er der dog ikke så meget at komme efter, og spørger man ind til herlighederne lyder det ofte:
”Vi har en skøn natur, Riverboat, Regatta, Himmelbjerget og Hjejlen”
For selv om Himmelbjerget er hjemmehørende i en anden kommune, så betyder den 147 meter høje falske bakke mellem Silkeborg og Ry meget i den lokale selvforståelse. Men så kan man heldigvis henvise til søer og skove og ikke mindst Hjejlen.
Godt vi har Hjejlen.

Og mens hr. og fru Silkeborg har lænet sig tilbage i den polstrede, har andre byer haft travlt med hammer, sav og søm for at skabe deres eget rum og plads i det 21. århundrede. Som Gotha Andersen konstaterede i 1970’ernes ”Flid, Fedt og Snyd”, så gælder det om at bruge de muligheder, man har. Det er der en del større provinsbyer, der med held har forstået. Og resultatet ses. Udbygget infrastruktur, Sportsarenaer, mega-koncerter, kunstige søer, arkitektoniske nyskabelser samt evne til at tiltrække offentlige og private arbejdspladser med skattekroner til følge.
Men så er det godt, vi har Hjejlen

Og når hr. og fru Silkeborg mødes på Silkeborg Stadion – og ikke mindst i loungen – bliver selvtilfredsheden og selvtilliden pudset af. Og er det lidt svært at glæde sig over udsigten og spillet, kan man minde hinanden om 1994, hvor de lokale fodboldhelte vandt det danske mesterskab.
Ganske symptomatisk for Silkeborg handler det nemlig ofte om at se bagud inden man ser fremad.
Arkitektonisk satses på det sikre. Ikke noget med utraditionelle, nytænkende eller kreative løsninger. Man gør som man plejer.
Og byens museer – der af mange ses som et af byens væsentligste aktiver – hænger også fast i fortiden. Men uanset den internationale dimension og kunstneriske kvalitet så skaber et moselig og en cobramaler ikke megen vækst. I hvert tilfælde ikke under de nuværende forhold.
Men så er det godt, vi har Hjejlen

Og ombord på Hjejlen – på vej mod hjuldamperens 150 års fejring, og efterfølgende bestigning af Himmelbjerget – kan hr. og fru Silkeborg så konstatere, at byens ”vi-er-bare-så-gode” har givet bagslag.
For mens topmaven vokser frem under stilstanden i sofaen, har andre trænet hårdt for at komme i form til fremtidens udfordringer. Og man kan spørge sig selv, hvorfor Danmarks 11. største kommune har mistet sin selvstændige politi og retskreds, har mistet vigtige funktioner på Regionshospital Midt, mistede muligheden for at få et regionalt skattecenter, mistede …
Men heldigvis er der ikke udsigt til at miste Hjejlen