Bruviks Bloggerier

– hvorfor brokke, når man kan blogge

Livet er for kort til superliga i Silkeborg

| 0 comments

50 millioner kroner!
Så meget er der investeret i SIF’s nuværende Superligahold gennem de seneste tre år. Et betragteligt beløb primært skabt af sponsorer, men suppleret med indtægter fra tv-dækning og lokale tilskuere.
Betragteligt specielt når man ser på, hvordan det er gået for det lokale fodboldhold i samme periode. Resultaterne udebliver, tilskuerne ligeså og sponsorerne begynder så småt at overveje, om de kan få større profilering af deres markedsføringskroner ad anden vej.
Det får dog ikke bestyrelsen eller SIF direktør Kent Madsen til at kigge indad og sætte fokus på kerneydelsen. I stedet langes der ud efter sponsorer, tilskuere og Silkeborg Kommune, der beskyldes for manglende opbakning og støtte til holdet. Senest har bestyrelsen sat gang i debatten om en eventuelt fusion.(Som om nogen skulle være interesseret i at fusionere med en klub, der har formøblet 50 millioner kroner uden at få det mindste udbytte ud af det).

Personligt har jeg ingen følelser involveret i Silkeborgs hold i den bedste danske fodboldrække, og de gange jeg har været på Silkeborg Stadion kan tælles på en enkelt hånd. Alligevel tillader jeg mig at have en holdning til den verserende debat, og stiller spørgsmålstegn ved eksistensen at et lokalt provinshold i den bedste danske fodboldrække.
I enhver fornuftig og sund virksomhed ville man benytte den nuværende situation til at se om kerneydelsen – fodboldspillet – har sin berettigelse. På samme måde som en skjortefabrikant, der ikke længere har held med sine skjorter, vil forsøge at skabe nye produkter. På samme måde som bilproducenter udvikler sikrere og mere brændstoføkonomiske modeller og på samme måde som en levnedsmiddelproducenter til stadighed udvikler nye produkter til at klare efterspørgslen fra forbrugerne.

Men ikke i SIF. Her er det tilsyneladende ikke produktet, der er problemet, men forbrugerne. Og på sin vis, er det rigtig set. Som forbruger er det i min optik svært at se, hvorfor en familie på to voksne og to børn skal bruge 400 kroner for at overvære en kedelig kamp på det lokale stadion. En kamp, der i bedste fald ender målløs – i værste fald sender hjemmeholdet i bad og tilskuerne slukørede hjem med et nederlag. Oveni kan jeg så vælge at støtte klubben og de frivillige ulønnede medhjælpere og investere i fire forkullede pølser og ditto kolde brød samt et par sodavand, så mine samlede udgifter løber op i 600-700 kroner.

Det er lige før det bliver en sag for Forbrugerombudsmanden, tv-programmet Kontant eller “Helt snydt”. For det er mange penge at skulle bruge på en lokal virksomhed, der ikke formår at levere varen. For de samme penge kan familien dykke ned i biografens bløde sæder og lade sig underholde i halvanden time. Og når billetter, cola og popcorn er betalt, er der stadig penge tilbage til pizza på hjemvejen.

“Men så kan du bare lade være”, vil trofaste fans og sponsorer sikkert sige.
Og det er ganske rigtigt. Jeg vælger selv, om jeg vil støtte det lokale hold eller ej. Problemet er blot, at alt for mange forbrugere har den samme indstilling. Og jeg tror ikke det ændres fremover.
Livet er bare for kort til lokal superligafodbold. Opbakningen blandt forbrugerne er der ikke. Og var den til stede, ville tilskuertallet bevise det. Men 2000 tilskuere der via sms gætter på dagens tilskuertal taler sit tydelige sprog. Det er lige før, man forledes til at tro, at der er flere FCK-tilhængere end SIF-fans i Silkeborg.

Blandt sponsorer er der delte meninger om situationen. Topsponsor Jyske Bank nikker ikke overraskende ok til fusionsplanerne, og har meldt ud, at banken ikke vil være garant for en lokal superligaklub. Meget karakteristisk for en bank med udsyn og med administrerende direktør Anders Dam, der allerede for otte år siden markerede sig ved at sige, at Silkeborg ikke skulle ende som Hjerl Hede.

Men skal vi så bare droppe interessen for lokal-funderet fodbold vil nogen spørge?
Ja og nej.

Ja, fordi tiden er løbet fra lokalfodbolden på den måde vi er vant til at definere den. Ja, fordi engagementet og lysten til at følge middelmådige – i bedste fald talentfulde – lokale spillere ikke er til stede, og ja fordi fodbold i dag ikke er en hyggebeskæftigelse baseret på halvamatører og glade fodboldentusiaster, men benhård proffesionel forretning, hvor pengene sætter dagsorden og hvor proffesionelle forretningsfolk styrer slagets gang.

Nej, fordi det fortsat er muligt at skabe gode fodboldoplevelser med udgangspunkt i Midtjylland, hvis vi omdefinerer mål og kontekst. Nej, fordi engagementet og lysten til at følge topspillere faktisk er til stede, og nej fordi sponsorer og tilskuere med udsyn længere end det forbudte hegn ved Silkeborg Stadion gerne vil være med til at løfte et stort nyt fodboldhold.

Det handler om at tænke stort og have visioner. (Ikke noget hverken SIF eller Silkeborg er forvænt med, men en gang skal være den første). Hvis der skal skabes et slagkraftigt midjysk fodboldhold, der kan samle og engagere sponosorer og tilskuere, så må vi skabe et hold, der favner bredt og får et fornuftigt befolkningsunderlag.
Blandt de resterende hold i Champions Leauge finder man blandt andet Manchester United med et befolkningsgrundlag i omegnen af 500.000. Marseille med omkring 800.000 og Bayern München med 1,2 millioner. For ikke at nævne FC Barcelona, der samler tilskuere og sponsorer på grundlag af et befolkningsgrundlag på 4,6 millioner mennesker!!
For at få skabt et slagkraftigt fodboldhold mener jeg at klubber og sponsorer omkring Vejle, Kolding, Horsens, Silkeborg, Viborg, Randers og Herning bør stikke hoveder sammen, og en gang for alle gøre op med snævertsynet navlepilleri og lokalpatroisme, for i stedet at skabe et slagkraftigt topproffesinelt fodboldhold.
Som tilskuer, lokal fan og forbruger vil jeg have kvalitet og fuld valuta for pengene. Og skal jeg bruge en eftermiddag på at støtte et lokalt hold, så skal det være et hold, der tæller internationale stjerner, boldekvilibrister, gudsbenådede driblere og personligheder med fodboldegoer så store, at der ikke vil være plads til dem på Silkeborg Stadion

Hvem har visionerne? Hvem har evnen til at kigge ud over det ulovlige hegn ved Silkeborg Stadion, og hvem har energien og evnen til at skabe et slagkraftigt fodboldsamarbejde i det midtjyske. Et samarbejde, der kan gøre det sjovt og underholdende at bruge en eftermiddag på at følge det lokale hold kæmpe om hæder og ære? For helt ærligt. Livet er for kort til superliga i Silkeborg

Skriv et svar

Required fields are marked *.