Censur stopper ikke ekstremister og en begrænsning af demokratiet og muligheden for en åben debat vil aldrig være berigende for et demokratisk samfund.
Så det er en falliterklæring, når socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen i kølvandet på de norske uhyrligheder foreslår at indføre begrænsninger på internettet, og gøre det lettere at retsforfølge ejere af hjemmesider, der giver plads til ekstreme udtalelser.
Den danske grundlov sætter allerede grænser for ytringsfriheden, og § 77 fastslår således, at “Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres”.
Alle har ret til at udtrykke det, de vil, men under ansvar for lovgivningen. Grove og fornærmende offentlige ytringer mod andre, kan således føre til injuriesag, og ytringer, der truer landets sikkerhed, kan medføre straf ved domstolene.
Så lovgivningen giver allerede mulighed for at retsforfølge folk, der kommer med ekstreme udsagn og giver udtryk for ekstremistiske holdninger.
At det er svært at finde frem til personer bag anonyme indlæg på internettet, der strider mod grundloven, er åbenlys. Men det er ikke umuligt. Det kræver blot de nødvendige ressourcer og en politisk vilje, på samme måde som det er tilfældet i kampen mod eksempelvis udbredelsen af børneporno på internettet og jagten på bagmændene.
Ekstreme holdninger og ønske om en samfundsomvæltning skal ikke tvinge os til at sætte begrænsninger på demokratiet eller muligheden for at ytre os. Netop muligheden for at benytte internettet til at dele oplysninger, debattere og inspirere, var en af katalysatorerne for det “mellemøstlige forår”, hvor borgere i blandt andet Tunesien, Egypten og Libyen blev inspireret til at gå på gaden og kræve forandringer. Endnu er de politiske ændringer i Mellemøsten reelt meget begrænsede, men hvis de politiske magthavere havde haft “bedre kontrol” med internettet i de pågældende lande, ville meget muligvis have set anderledes ud.
Henrik Sass Larsen ønsker naturligvis ikke kinesiske tilstande, hvor enhver dialog på internettet tilsyneladende overvåges, men hvor går grænsen. Hvordan forestiller han sig en eventuel begrænsning udmøntet? Hvem skal bestemme, hvilke udsagn der er problematiske og hvilke der ikke er?
Vejen mod et bedre samfund skal ikke brolægges med censur og demokratiske begrænsninger, men skabes af holdninger, handlinger og argumenter. Vi skal i fællesskab skabe et samfund, der ikke giver grobund for ekstreme og forskruede holdninger. Et samfund, hvor der er plads til alle.
“Angreb på demokratiske lande må aldrig få os til, at blive bange og opgive vores principper. Tværtimod er det netop vores åbne samfund, og demokratiske institutioner, der er svaret på angreb fra ekstremistiske mørkemænd” (Citat Helle Thorning-Schmidt.)
Censur stopper ikke ekstremister og en begrænsning af demokratiet og muligheden for en åben debat vil aldrig være berigende for et demokratisk samfund.