Bruviks Bloggerier

– hvorfor brokke, når man kan blogge

Kan man få for 
lidt demokrati?

| 0 comments

Når chefredaktør Steffen Lange (SL) under overskriften »Kan man få for meget demokrati« i Midtjyllands Avis lørdag stiller skarpt på en manglende opbakning til kommunens mange lokalråd, retter han fokus mod et meget centralt punkt i det lokale demokrati.

For sandt er det, at mange lokalråd har problemer med at finde borgere, der vil engagere sig i det lokale nærdemokrati. Det til trods for at lokalrådene siden 2007 har haft en reel mulighed for at sætte dagsorden i lokale forhold, og har haft reel mulighed for at skitsere ønsker til en fremtidig lokal udvikling.
Men SL ser forkert, når han antyder, at den manglende opbakning til lokalrådene kan skyldes at vores samfund er gennemsyret af demokrati, og at borgerne ligefrem har fået for meget demokrati.

Specielt fordi hans argumentation bygger på den antagelse, at borgerne i forvejen – udover lokalrådene – involverer sig i – citat: »bestyrelser i institutioner og skoler, i idrætsforeninger, beboerforeninger, vejlaug, menighedsråd, foreninger af enhver art – lige fra vandværker over kulturelle foreninger til fælles anskaffelse og drift af trailere! Der er bestyrelser og udvalg her, der og alle vegne, så det kniber tilsyneladende ikke med folks interesse for at give et nap og et par frivillige timer. Når det har deres interesse, når det vel at mærke forekommer dem nærværende!«

For sandheden er jo, at netop bestyrelser af enhver art – det være sig i skole- børnehave, sportsforeninger, forsam
lingshuse og menighedsråd – kæmper en kamp for at finde nye engagerede borgere, der vil stille deres person til rådighed for en kortere eller længere periode. Personligt har jeg endnu ikke hørt om kampvalg til vandværksbestyrelser eller kø for at komme til at sidde i bestyrelsen for den lokale sportsforening eller det lokale forsamlingshus.

Og uden den store viden om det lokale politiske partiarbejde vil jeg antage, at heller ikke de politiske partier oplever sine medlemmer stå i kø, når der skal besættes bestyrelsesposter eller findes kandidater til eksempelvis kommunalvalget.
Så desværre er virkeligheden den, at lokalrådene – og alle andre lokale råd, udvalg og bestyrelser – er selvsupplerende, hvilket ikke er helt i tråd med demokratiets lille tabel, som SL rigtig formulerer det.

Så spørgsmålet er ikke »Kan man få for meget demokrati?« men derimod »Kan man få for lidt demokrati?« 

I min optik oplever vi et samfund, hvor færre og færre aktivt tager del i at tegne fremtiden. Et samfund, hvor færre og færre løfter skolen, børnehaven, fodboldklubben, håndboldforeningen og forsamlingshuset, og færre og færre bruger de pligter og rettigheder de har som borgere i et demokratisk samfund.

Et demokrati er ikke bedre end sine borgere og fungerer kun optimalt så længe borgerne engagerer sig i de demokratiske institutioner og foreninger det bygger på. Hvis ikke det sker, ender vi med at få for lidt demokrati.

 
Debatindlæg bragt i Midtjyllands Avis, onsdag 6. november 2013 – skrevet som næstformand i Voel Lokalråd

Skriv et svar

Required fields are marked *.