Bruviks Bloggerier

– hvorfor brokke, når man kan blogge

Fodbold og primatskrig

| 0 comments

For en sjælden gangs skyld, var jeg til fodboldkamp.
Eller rettere, jeg var gæst på Silkeborg Stadion, hvor jeg fulgte de lokale rødblusede helte og deres modpart fra Vendsyssel spille på tværs af banen. Det var som et flashback til tidligere fredags-eftermiddage i Voel Hallen, hvor de mindste spillere udi fodboldkunstens verden trænede. Uden sammenligning i øvrigt.
Indrømmet. Jeg er ikke den store fodbold-entusiast. Er ikke at finde på Silkeborg Stadion til hver hjemmekamp. Ved ikke hvor i tabellen de røde ligger, og vil derfor afholde mig fra at gøre mig klog på noget, jeg dybest set ikke har det store indblik i.
Men det er der andre, der har. Og de er altid på stadion, når jeg er der. Og de sidder altid et par rækker længere oppe end mig. Og herfra gør de med højlydte råb, primatskrig og opførsel, der tænder tidlig julelys i øjnene hos adfærdspsykologer og terapeuter, alle omkringværende opmærksom på, hvordan spillet burde være.
Hvem, der ikke kan spille fodbold. Hvem, der burde være i bedre form. Hvem, der ikke giver sig nok, og hvem der laver for mange fejl.
Og det er egentlig i orden, for det kan i sagens natur være, at de rent faktisk har forstand på spillet. I hvertfald mere end jeg har. Men ofte lader de forstanden overskygge af dårlig opførsel og ytringer, der i den grad får mig til at krumme tæer og overveje, hvad de beskæftiger sig med i det daglige. Næppe noget der har kommunikation, personalepleje, omsorg, undervisning, kundeservice eller ledelse i fokus.

Bagtanke bragt i Midtjyllands Avis 26. november 2013

Skriv et svar

Required fields are marked *.