Bruviks Bloggerier

– hvorfor brokke, når man kan blogge

En krone sparet…

| 0 comments

Min søde favoritbankrådgiver fik for længe siden overtalt mig til at oprette en konto til opsparing.
Her står et pænt nul og trækker renter. Men håbet er lysegrønt. Hos min favoritbankrådgivere såvel som hos mig. Og ikke uden grund.

For lige nu er jeg godt på vej til at opbygge en mindre formue. En formue, der støt og roligt vokser, og om kort tid vil gøre mig økonomisk uafhængig af kassekreditter, lån og afbetaling. Formuen blev grundlagt, da jeg skulle leje en mindre varevogn, der kunne rumme mere end tre flyttekasser og en kasse øl. Byens udlejningsfirmaer blev kontaktet, og det viste sig, at mit endelige tilbud blev 1000 kroner billigere end det første. – Fantastisk. Så har du tjent 1000 kroner, som du kan bruge på noget andet, lød det fra en god ven, der også bemærkede noget med, at jo hurtigere man bruger sine penge, jo mindre skal man betale i skat.

Det sidste kunne min mindrebemidlede åndskapacitet ikke helt regne ud, men udsagnet om de tjente 1000 kroner, gav god mening.

Og pludselig forstod jeg, hvad der menes med »en krone sparet, er en krone tjent«. Her var udsigt til lettjente penge – og for at bruge dem lige så hurtigt. Kortvarigt overvejede jeg om de 1000 kroner skulle afvikles på en tur i byen, udbetaling på ny mobiltelefon eller nye forsyninger til bogreolen.

Men fornuften vandt, og jeg udlod at bruge pengene. Og pludselig havde jeg sparet 1000 kroner. Igen. For en krone sparet, er en krone tjent.

Så nu står jeg med 2000 kroner og udsigten til en formue, der vokser og vokser. Det kræver blot initiativ, god planlægning og en lang ønskeliste. Så skal jeg snart få etableret en opsparing, der gør mig i stand til at blive økonomisk uafhængig. Og her taler vi ikke om tusinder men om millioner af kroner. Jeg overvejer eksempelvis at købe et hus. Min favoritbankrådgiver er dog ikke så glad for ideen, for jeg har ingen opsparing. Men hvis jeg nu kan vise, at jeg har sparet 2 millioner på ikke at købe et hus – plus de 2000 kroner jeg allerede har sparet – så må hun komme på andre tanker.

For også i banken ved de, at en krone sparet er en krone tjent.

På den anden side, bragt i Midtjyllands Avis den 5. maj 2014

Skriv et svar

Required fields are marked *.