»Det blev aldrig nogen køn kamp, og det flydende håndboldspil blev der intet af. Derimod var det en kamp for krigere, der ville slås«.

Sådan omtalte en kollega på et tidspunkt en kamp i håndboldligaen, hvor de lokale BSV-helte var involveret. Billedsproget fik en række billeder frem for mit indre. Jeg så svedende heroiske ungersvende i sorte spillertrøjer, der kæmpede om hver en bold. Personligt tillagde jeg også beskrivelse en del god positiv stemning.

Også danske vikinger, der for 1000 år siden huserede på de britiske øer, var krigere. Udover naturligvis at være bønder, handelsfolk og opdagelsesrejsende. Men mon ikke de fleste kan nikke genkendende til billedet af krigere med sværd og skjold. Mange har sikkert også frydet sig over skolelærdommen om dengang »de danske vikingekrigere erobrede England«. Når det gælder »vores« krigere – her medregnet Holger Danske under Kronborg – kan vi godt ranke ryggen og være lidt stolte.

Lidt sværere er det med »andres« krigere. Eksempelvis dem, der i jernalderen blev ofret i Alken Enge i Illerup Ådal. De bliver beskrevet som krigere, men at ende sine dage som offer på bunden af en mose, vækker ikke helt den samme gloværdige klang.

Helt galt går det, når mellemøstlige kampceller, hærfraktioner samt hel- og halvmilitære grupper omtales som krigere. Det begyndte med afghanske Mujahadin-krigere, der kæmpede mod russiske invasionsstyrker. Siden er begrebet blevet brugt lige så voldsomt som uhyrlighederne i Mellemøsten, hvor vi har stiftet bendtskab med Taliban-krigere, hellig krigere, udenlandske krigere, krigere fra den libanesiske Hizbollah-milits, al-Qaedas krigere og senest Isis-krigere.

Hvorfor bliver de konsekvent betegnet som krigere? Hvorfor denne enighed om at gøre dem til krigere, når andre begreber dækker bedre. I min optik bliver forbrydelser mod menneskeheden ikke begået af krigere.

De begås af terrorister!

På den anden side, bragt i Midtjyllands Avis den 26. september 2014