Bruviks Bloggerier

– hvorfor brokke, når man kan blogge

Glædelig jul

| 0 comments

Jeg indrømmer det blankt. Går uden anger til bekendelse og erkender min svag hed for julen, der med sit budskab om næstekærlighed grundlæggende er en god opfindelse. Også selvom den efterhånden er fedtet lige så godt ind i forbrugerræs og gavemareridt som de hvide kartofler af sovs under julemiddagen.

Det er da heller ikke selve juleaften, der tænder den store stjernekaster i mig. Selvom den med sine fastnaglede traditioner og rutiner er med til at skab samhørighed og fælleskab. Nej, det er tiden frem mod julen, der giver mig glad hjertebanken og får mine øjn til at blinke om kap med de julekugler, jeg allerede har været ved at finde frem.

Stor var min glæde derfor, da DR1 allerede for en uge siden diskede op med Muppets Juleeventyr som akkompagnement til morgenrundstykkerne og kaffen lørdag.
Det var startskuddet til en tankeflugt, hvor jeg i detaljer begyndte det logistiske arbejde med at få placeret mormors gamle træstub, der hver jul bliver pyntet med små nisser og et par lys. Overvejede hvor mine ophængte mærkelige lyserøde julehøns i afklippede grene kunne stå. Funderede over placeringen af julebukken, de sølvfarvede glaskugler, julekortene og de tre vise mænd, hvoraf den ene har tabt begge øjne og den anden taber sin krone, hver gang man går forbi ham.

For ikke at nævne krybbespillet i blik, hjembragt fra Paris og foræret med hjertet.

Hver ting skal have sin helt unikke plads i mit juleunivers, og i denne weekend har jeg tænkt mig at gå i kælderen og hente de første julekasser frem og se, om jeg også kan få spiral juletræet fra Ikea, de gamle håndflettede hjerter og min juletræsfod gravet frem.
Jeg er begyndt nedtællingen. Der er kun 53 dage tilbage at jule i. Det skal udnyttes.

Glædelig jul

På den anden side, bragt i Midtjyllands Avis den 01. november 2014

Skriv et svar

Required fields are marked *.