»Har du mon forladt Facebook? Jeg ville skrive til dig derinde, men fandt dig ikke«.
Spørgsmålet kom fra en god ven og tidligere kollega og indledte en sms, jeg modtog forleden. Og ja, kunne jeg svare. Jeg har forladt Facebook.

For mit liv er gennemgående alt for gennemsnitligt til at have berettigelse på det sociale medie, der i bedste fald kan være med til at vælte regeringer, men i praksis fungerer som »rygklappernes holdeplads« med mulighed for at være venner med personer, man i forvejen deler opfattelse og livsindstilling med. Og som med nogenlunde sikkerhed giver positivt respons på den del af dit liv, som du vælger at dele med andre.

For den positive respons er grundlæggende for brugen af Facebook, der på 10 år er blevet verdens største og mest udbredte platform for selviscenesættelse. Det er her, du i håb om positive kommentarer og »likes«, deler den seneste hjemmebagte kage, juledekorationen og billederne fra charterferien, men undlader at fortælle, at bagningen foregik til akkompagnement af ungerens skrig, inspirationen til juledekorationen kom fra din svigermor og charterferien ikke var pengenen værd.

Tilstedeværelsen på Facebook kommer for mange til at handle om »likes« i stedet for indhold, og efter devisen »del og hersk« bliver alt fra en nedgroet negl over dagens fire kilometer løb rundt på de lokale villaveje til youtube-klip med katte og-eller børn delt på sitet. For det er vigtigt at opdatere, og blive opdateret. Men i nyhedsstrømmen glemmer mange at skelne mellem, hvad der er vigtigt og hvad der er mindre vigtigt. Det rystede og slørede mobilfoto af den seneste cafe-menu bliver på den måde lige så interessant og væsentlig som nyhedsmediernes seneste opdateringer fra hungerkatastrofer og krigszoner.

Personligt blev jeg for længe siden træt af vennernes opdateringer. Havde på et tidspunkt knap 200 af slagsen. Altså »venner« på Facebook«. Tallet blev siden reduceret til 140 og løbende skåret ned, så jeg endte med 110.
Og nu er alle venner væk!
Tilsyneladende er det kun førnævnte ven, der har opdaget det. Og det er egentlig meget betryggende at vide. Så er tabet nok ikke så stort. Hverken for mig eller de venner, der tidligere har fulgt mit gennemgående alt for gennemsnitlige liv.

På den anden side, bragt i Midtjyllands Avis 11. december 2014