– Nej, jeg tror sgu ikke læserne skal vide, hvordan det er at ryge en tampon. Det er et billede, jeg hellere må holde for mig selv, lød det fra min kollega, der på et eller andet tidligere tidspunkt i sit liv – og måske i en hel anden verden – havde praktiseret denne form for rygning.
Han var i gang med et indlæg til en klumme, der egentlig handlede om dans. Måske er det godt nok, at tampon-historien ikke blev viderebragt. Måske ikke.

For selvcensur er et ømtåeligt emne at beskæftige sig med. Ikke mindst når det handler om journalistisk arbejde og bestræbelser på at »bringe sandheden til torvs«.
Men sandheden kan have mange ansigter. Også når man som jeg til daglig beskæftiger mig med butikslivet i Silkeborg og eksempelvis omtaler nye produkter. Redaktionen får hver dag henvendelser fra producenter, leverandører og forhandlere, der fortæller om nye produkter eller ydelser. Blandt andet en mail fra et lingeri-firma med vedhæftet tekst og foto af sensuelle, frække og forførende modeller, der viste eksempler fra efterårets kollektion.

På den forholdsvis testoteron-styrede redaktion var der ingen tvivl om, hvilket foto, der var bedst. Af frygt for at virke mere mandschauvenistiske end tilfældet er, valgte vi dog selvcensuren, og et andet foto endte i spalterne.
Samme udfordring da en omtale af et gør-det-selv kursus hos et af byens byggemarkeder skulle illustreres. Her var det redaktionelt oplagt at bringe et foto af en kvinde, der lå og rodede med nogle vandrør. Frygten for at virke mere stereotyp end tilfældet er, fik dog redaktionen til at vælge et alternativ.

Så selv om vi hver dag søger at bringe læserne den journalistiske og sande historie, sker det ind i mellem med selvcensur. Også fra min førnævnte kollega – hvilket måske ikke var nødvendigt. Jeg tror i hvert fald flere end jeg, gerne hører mere om, hvordan man ryger en tampon.

På den anden side, bragt i Midtjyllands Avis 05. oktober 2015