Jeg var et smut i København og traditionen tro og til udbredt fornøjelse, valgte jeg toget. Jeg nyder muligheden for at synke ned i togsædet, lade blikket vandre ud over landskabet, og friheden til at fordybe mig i en bog.

Normalt vælger jeg stillezone, men denne gang løb jeg ind i en af de få billige orange billeter. Den giver ikke mulighed for selv at vælge sin plads, men gør til gengæld turen omkring 500 kroner billigere. Jeg valgte den billige løsning. En beslutning kassereren i min medarbejderforening nikkede anerkendende til, men som jeg selv fortrød bitterligt.

En almindelig standardplads friholder nemlig ikke de rejsende for højlydt fuldemandssnak, hørehæmmede ægtepar eller – og her bliver jeg lidt stram i betrækket – passagerer, der mener, at jeg, skal høre om deres liv. Førnævnte tur var udfordringen en yngre kvinde med egen webshop, der fra et sted omkring Slagelse og til toget nåede Odense, havde travlt med at give instrukser til kollegaer, bestille varer, fastsætte priser – og vurdere, hvorvidt en ansat skulle opsiges eller ej.

Alt sammen via sin mobiltelefon og med resten af togsættet med på en ufrivillig lytter. Hun toppede seancen med at ringe og høre nyt fra sin mor, som hun halvvejs henne i samtalen orienterede om en dyb tragisk bilulykke et sted i Europa, hvor hendes folkeskoleveninde var involveret, og nu lå lam fra halsen og ned. Og formentlig aldrig kom til at gå igen. Hvis hun i det hele tage ville overleve.

Den slags personlige samtaler, behøver jeg altså ikke blive en del af.

Stor var min lettelse derfor, da hun afsluttede opkaldet, og jeg kunne rette mig op og fjerne den finger, jeg gennem det meste af turen fra Slagelse, havde haft inde i øret. Uden dog at kunne lukke samtalen ude.Da vi nåede Lillebælt tog min medpassager på sædet ved siden over, og ringede til sin vendinde; Hva så..

Suk…Næste gang får medarbejderforeningen lov at betale fuld pris. Beklager.

På den anden side, bragt i Midtjyllands Avis 24. januar 2016