Må jeg smide din dukkeseng ud?
Spørgsmålet kom fra min søster og gjaldt den seng, som min mors onkel Kaj snedkererede til mig i begyndelsen af 1970’erne, hvor familien blev forøget med selvsamme søster og enhver rask dreng i et univers med fravær af traditionelle kønsstyrede maskuline dyder, blev udstyret med en dukke. Hmm, billeder af den fine brunbejsede seng fremstillet i rundstokke tonede frem for mit indre. Jeg havde faktisk helt glemt, at den var i min søsters varetægt.
– I orden. Gør det, hørte jeg til min store overraskelse mig selv svare og undrede mig over, hvor det svar lige kom fra.

For jeg har om noget værnet om tingene. Gemt på fyldte plastikposer med skolebøger helt fra 1. klasse. »Bo så en so i en sø«. Flyttet papkasser med legtøjsbiler og landbrugsmaskiner fra adresse til adresse. Værnet om hønseringe, glaskugler, træfigurer, sten! Og porcelænsfigurer.

Men dukkesengen røg, og efterfølgende er jeg nået til den konklusion, at jeg måske er kommet til et sted i livet – på tide vil en og anden sikkert mene – hvor kostbare memorabilia ikke længere definerer mit »hvem-er-jeg«.

Ud er også røget 90 procent af skolebøgerne.
Hønseringe og glaskugler har jeg tidligere foræret væk, og de fleste legetøjsbiler bliver et sted i fremtiden min søns problem. I stedet har jeg fået friheden til at være mig selv. Mig selv i kraft af mig selv. Og det er en ganske rar fornemmelse. Og helt fantastisk bliver det, når jeg får tømt mit proppede kælderrum med 1970’ernes Marklin tog, lego og blokfløjte. De gamle rulleskøjter, vandremedaljerne, glansbillealbum og kasettebåndene med 80’er elektro og musik fra Hej P3, der er stadig forsøger at definere, hvem jeg er.

På den anden side, bragt i Midtjyllands Avis 25. februar 2016