Du bliver høj af motion.
Ja, det er ikke noget, jeg har personlig erfaring med, men et faktum, jeg har hørt og læst om. Det handler om, at motion frigiver lykkehormoner i hjernen, der dulmer smerte og gør sportudøverne »høje«. Jeg ved, at et par motionister i min familie, har oplevet »suset«, når de har løbet gade, veje og stier tynde. Men jeg ved også, at andre aldrig når dertil. En af mine kvindelige løbende kollegaer – ingen nævnt ingen glemt – forklarede i hvert fald for nylig, at hun »sgu aldrig havde mærket den lykkefølelse«. Og hun er ellers en ret flittig løber. Så det er nok på samme måde som alkohol, sport, sex og mad. Oplevelsen er subjektiv.

Personligt har jeg heller aldrig mærket nogen lykkefølelse ved sport. Som barn uden evner med en bold, gav det ikke den store lykkefornemmelse at stå på stregen i en håndboldkamp. Som ældre havde jeg også svært ved at sætte mig op til at tage mere end det obligatoriske bronze-mærke i gymnastik. Og som voksen har udsigten til at forcere en høj bakke på cykel eller sort løjpe for nedadgående på ski, heller aldrig bragt den store glæde. Sidstnævnte faktisk kun en almindelig gruopvækkende skræk.

Til gengæld får jeg et kick, når jeg spiser franske vafler. Du ved, de der småkager med mega kunstigt creme, som blandt andet min lokale brugs i øjeblikket sælger til 10 kroner for en kasse. Når jeg har spist sådan en (kasse) mærker jeg noget, der minder om lykke. Sjovt nok har min kvindelige løbende kollega samme crusch på de franske vafler.

Men ellers må jeg tilstå, at jeg min jagt på endorfiner og følelse af lykke, nok primært er fundet i intimiteten og samværet med kvinder. Og jeg vælger fortsat at tro, at det er sundere at spise franske vafler og dyrke sex, end at løbe rundt i jagten på lykke. I hvert fald er det noget, jeg bliver høj af.

På den anden side, bragt i Midtjyllands Avis 1. april 2016