Jeg var egentlig i ganske god tid, tænkte jeg.
Fire arbejdsdage – og en lørdag – inden fødselsdagspakken skulle leveres med Postnord. Det måtte vel siges at være en leveringsmargin uden store udfordringer, når pakken blot skulle transporteres de 150 kilometer fra Silkeborg til Odense.

– Skal den sendes som standard eller Quick, lød det, da jeg for anden gang stod ved skranken med min pakke.
Første gang var jeg blevet sendt tilbage for at veje den, hvilket åbenbart er blevet selvbetjening.
Øhh, hvad er forskellen, spurgte jeg.
– Standard tager fem arbejdsdage, Quick – så burde pakken være fremme i morgen.
Fem arbejdsdage! Hvor svært kan det være at smide en sæk pakker ind i en bil og køre dem af sted, tænkte jeg.
Vi taler højhastighedstog og tresporede motorveje. Verdens bedste infrastruktur og en veluddannet arbejdsstyrke. Fem dage! Jeg kunne cykle tur-retur på den halve tid.

Jeg tænkte på min barndom i 1970’erne, hvor natlige posttoge sikrede dag-til-dag levering mellem Nordjylland og København. Hvor man kunne sende pakker med DSB-busser og et postkort frankeret med 1,20 kroner var fremme senest to dage efter afsendelse. Fem arbejdsdage var for længe, så det måtte blive Quick-løsningen, selvom jeg undrede mig over proceduren. For når nu Postnord faktisk kan levere dag-til-dag, hvorfor vælger virksomheden så ikke at bruge den service som standard. Det er vel de samme medarbejdere, der håndterer posten. Det samme materiel og den samme logistik. Og det giver da ingen mening at lade pakker og breve ligge i en sæk i tre-fire dage, inden man vælger at bringe dem videre …

Men jeg betalte de 81 kroner som Quickløsningen kostede. Og trods alt. Pakken var i Odense dagen efter.

Strøtanke, bragt i Midtjyllands Avis 8. juni 2017